De unge er blevet mere syge

Gennem 8 år har jeg fulgt de unge i Timi Asimi. De sidste 3 år med et bosted hvor vi har haft 30 unge gennem et forløb i lære som menneske.

Det er blevet til omkring 200 unge sjæle, mange dage dybt hjælpeløse, modløse og tabt af et samfund med traumatiserede forældre, og med med et massivt omsorgssvigt som ikke har fået behandling. Det er en sygdom, en uhelbredelig sygdom som få kan helbrede, en sygdom som de unge arver fra en ufattelig menneskelig tragedie, en sygdom som samfundet står til ansvar med, og en sygdom som vi står til ansigt med hvor vi i nogle dage virkelig står med et ondskab, og vrede som heldigvis få mennesker oplever i dag. 

Der er mange bud på og løsningsmodeller hvordan de unge oplæres så de kan komme på ret kurs, som delvis hele mennesker og stå som selvstændige væsener i et velfærdssamfund med mange menneskelige krav. 

Hvad er vores erfaringsmæssige bedste model for at rette de traumatiserede unge?

Det er naturens ro og tiden at lytte til de unge dybt inde i fjorden. Væk fra byens negative påvirkning og tiltrækning. At finde ordet, at finde hjertets rette ord, dele skæbnen, dele tragedien. Det drejer sig måske om 3-5 ord i starten som kan være afgørende for et større og åben sind, få roen til at smide kortene på bordet, at gøre op med magtesløsheden, finde kræfterne i naturen. Det er et uvurdeligt værktøj, som desværre et undervurderet, brugt for lidt. 

Det drejer sig om at være med de unge, gøre simple opgaver, fange fisk, små vandreture, finde sin værdi, spise sig mæt, hvile, sove sig ud, glemme tiden. Måske finder de styrken, måske gør oplevelsen dem for svage til livet i byen, og længslen og trangen til ophold i naturen bliver de unges nye tilflugtsted, hvor de finder mod at klare sig selv i fremtiden.